Specialtræning
Træning kan være en vigtig del ved behandling af eksempelvis længerevarende eller tilbagevendende problemer, hvor målrettet træning viser en forebyggende effekt. Træning er ligeledes vigtig i behandlingen af smerter eller problemer, der eventuelt skyldes hypermobilitet, manglende muskelstyrke eller manglende muskelstabilitet.
Klinikken råder over egne træningsfaciliteter, og vi tilbyder derfor træning under kyndig vejledning af en kiropraktor eller fysioterapeut. Træningsforløb i klinikken tilpasses altid til den enkelte patient, hvad enten det drejer sig om holdtræning eller hjemmeøvelser.
Holdtræningen er centreret omkring nakke- og rygtræning. Alt efter dine behov kan træningen omfatte følgende træningsformer.
Kredsløbstræning
Koordinationstræning
Styrketræning
Stabilitetstræning
Balancetræning
Funktionel træning
Specifikke øvelser
Strækøvelser
Kredsløbstræning
Kredsløbstræning kaldes i daglig tale også konditionstræning. Kredsløbstræning i klinikken foregår på en motions cykel og/eller på en cross-trainer. Træningen foregår med en hård belastning, der påvirker åndedrættet således, at du bliver forpustet, og at du under træningen kun kan sige korte sætninger.
Formålet med kredsløbstræning er at forbedre din kondition. Når konditionen forbedres, kan kroppen optage mere ilt, hjertets pumpefunktion forbedres og blodvolumen øges. Kredsløbstræning øger desuden kapillærantallet i musklerne og muskelcellernes stofskifte forbedres. Alt dette medfører en bedre funktionen af hjerte og kredsløb, forbygger blodpropper, sænker kolesterolniveauet, forbygger overvægt og sænker både blodtrykket og blodsukkeret.
Koordinationstræning
For at træne krydskoordinationen mellem arme og ben bruger vi en ”kravlemaskine”. Her træner du din koordination, men du aktiverer også de stabiliserende muskler omkring rygsøjlen. Det vil sige, at koordinationstræning har indflydelse på din holdning.
Styrketræning
Styrketræningen foregår i maskiner og/eller som gulvøvelser. Denne form for træning er koncentreret om de store, synlige og overfladiske bevægemuskler. Ved styrketræning udsættes musklerne for en belastning, der er i nærheden af deres maksimale styrke, hvilket øger muskelopbygningen. Derfor er styrketræning medvirkende i vedligehold eller øgning af musklernes styrke, og det styrker både sener, ledbånd og knogler samt øger samspillet mellem muskler og nervesystem.
I maskinerne har vi mulighed for at teste styrken i ryg- og bugmuskulaturen. Der tages hensyn til køn, alder og vægt, hvorefter det er muligt at se, hvor din styrke ligger i forhold til det optimale.
Balancetræning
Din balanceevne kan trænes på flere måder, og vi benytter blandt andet balancebræt, vippebræt og balancesko. Kort fortalt skal balancetræning forbedre samspillet mellem blandt andet hjernen, muskler og led. Det giver større stabilitet i de enkelte led såsom knæ eller ankler, men også i ryg og nakke.
Funktionel træning
Funktionel træning foregår ved øvelser, der efterligner dagligdagens bevægelser. Hvis du eksempelvis får ondt i ryggen af at spille håndbold, kan vi lave en øvelse, der efterligner et kast.
Specifikke øvelser
Specifikke øvelser har blandt andet til formål at forbedre holdningen eller træne specifikke muskelgrupper f.eks. skuldrenes stabiliserende muskler.
Strækøvelser
Formålet med at lave strækøvelser er at skabe balance i de forskellige muskelgrupper og derved forbedre musklernes funktion, hvilket medfører bedre funktion af hele kroppen.
Stabilitetstræning
Modsat styrketræning vægtes der her stabilitet og ikke styrke eller udholdenhed. Øvelserne foregår enten på gulvet eller ved hjælp af en bold. Ved stabilitetstræning træner du de dybest liggende ryg- og bugmuskler. De kaldes også korsetmusklerne, og de stabiliserer lænderygsøjlen. Målet med at træne korsetmusklerne er at få en bedre holdning og kontrol over lænde- og bækkenpartiet. I daglig tale kaldes disse øvelser også for coreøvelser.